Få ædelsten kan prale af en så god oprindelseshistorie. I 1893 undersøgte kemikeren Henri Moissan stenprøver fra et meteorkrater i Arizona, da han opdagede små, strålende krystaller. Han var overbevist om, at han havde fundet diamanter — diamanter fra rummet, ikke mindre. Det havde han ikke. År senere identificerede forskere dem som siliciumcarbid, og mineralet blev opkaldt moissanit til hans ære. Moissan modtog til gengæld Nobelprisen i kemi i 1906, så det er svært at kalde forvekslingen en fiasko.
Naturlig moissanit er næsten ufatteligt sjælden, og derfor dyrkes den moissanit, der i dag funkler i smykker, i laboratoriet — videnskaben gør det, geologien ikke gad. I løbet af det seneste årti har den stille og roligt erobret forlovelsesringe, tennisarmbånd, øreringe og stort set alt, hvad der fanger lyset.
Sammenligningerne med diamanten er uundgåelige, og moissanit viger ikke uden om dem. Med 9,25 på Mohs-skalaen er den hård nok til at klare hverdagen uden besvær. Dens brydningsindeks overgår endda diamantens — det betyder mere ild, mere funkel, til tider næsten teatralsk.
Ved siden af den ligner kubisk zirkonia den afløser, den er. Kubisk zirkonia ridses, bliver uklar og mister sin glans; moissanit bliver bare ved år efter år.
Og så er der samvittigheden. I lyset af voksende bekymringer om minedriftens miljøpåvirkning og konfliktdiamanter fortæller moissanit en klarere, blidere historie — luksus, man ikke behøver at tænke to gange over.
Strålende, holdbar, etisk og forfriskende prisvenlig: moissanit tilbyder diamantens romantik — uden regningen, der traditionelt følger med.
Nyd denne smukke rejse med VANSTELLA :)
Med venlig hilsen,
X. B
